Historie
Knivholts Historie Fortalt af arkivar Erik Christensen
I Vendsyssel , lige uden for Frederikshavn, på vej mod Hjørring ligger Knivholt Hovedgaard. Den gamle herregård kan dateres helt tilbage til 1300-tallet. I 1700-tallet var hovedgaarden bl.a. kendt for sin utroligt kønne Renæssancehave i barok-stil. På daværende tidspunkt ejede herremanden også hele byen der dengang hed Fladstrand.
Lunger og Pantere
Knivholt har ikke noget spøgelse. Til gengæld kan den næsten 600 år gamle herregård diske op med et forsøg på giftmord, et besøg af H.C. Andersen, en have der engang var Vendsyssels skønneste. Der kan også fortælles om en grisk herremand, der ikke kunne få godser nok. Ingredienserne til spøgeri på gården skulle være til stede, hvorfor det mangler, tja det kunne jo være
Lunger & Pantere
Knivholt dukker frem af historiens tågedis i forbindelse med en arvesag mellem de to uradelsslægter Lunge og Panter i 1419. Gården var dengang en fæstegård under herregården Asdal.
Asdal ejedes omkring 1335 af ridder Niels Ovesen med slægtsnavnet Panter. Niels Ovesen ejede store dele af det nordlige Vendsyssel gennem godserne Gårdbogård, Skårupgård, Åstrup, Baggesvogn, Bøgsted, Odden og Kærsgård med deres tilhørende bøndergods.
Selvom historiens sol var begyndt at skinne, hænger der dog stadig en del tågedis, der kun gør det muligt at oplyse historien glimtvis og vi er derfor henvist til at gætte os frem til årsagen til hvorfor Panterslægten, med dens senere forgreninger til Lunge og Banner sad inde med enorme godsbesiddelser i Vendsyssel.
Stude, Atterdag & Margrethe I.
Et godt bud kunne være de gode forhold for opdræt af stude til eksport på det tyske marked. Noget der tager et gevaldigt opsving netop i 1300 årene. Niels Ovesen var gift med Johanne Andersdatter Stenbrike, en datter af Anders Albertsen Eberstein til Kokkedal. En familie der som pant havde det meste af Jylland
Niels Ovesens søn Anders Nielsen Panter overtog sammen med sine søskende Asdal og det øvrige gods efter faren. Anders Nielsen var forlover for Dronning Margrethe den 1. ved forliget på Lindholm i 1396 mellem Margrethe, Hasestæderne og Mechlenburgerne om den vigtige svenske handelsby Stockholm. Desuden var han med i 1401 ved Erik af Pommerens stadfæstelse af Dronning Margrethes testamente.
Anders Nielsens søster Ingeborg Nielsdatter Panter giftede sig også ind i Lungeslægten, nemlig med Regizes bror Anders Jacobsen Lunge. Der sammen med sin bror Folmer var to af dronning Margrethes mest betroede og loyale mænd. En proces der var startet under faren Jakob Olufsen og dennes bror Oluf Olufsen, og som førte til at slægten blev én af de mest godsrige i Danmark med en kolossal politisk indflydelse først under Valdemar Atterdag, siden dennes datter Margrethe 1.
Knivholt som adelsgård
Anders Jacobsen Lunge var både rigsråd og hofmester. Sin formue vurderede han i 1424 selv til, efter datidens forhold, det anseelige beløb på 4000 gylden. Han var høvedsmand på Kalmar slot, senere fik han Helsingborg i forlening. Desuden var han i 1424 den første i rækken af de verdslige stormænd der aflagde vidnesbyrd om Sønderjyllands retsstilling overfor den tyske kejser.
Det er i øvrigt Anders Jacobsen der på sin kone og søsters vegne får oprettet Knivholt som hovedgård i 1419. Han fik udlagt en tredjedel af det gods som hørte under Lungerne, mens Johanne Andersdatter fik de to tredjedele med hovedgården Asdal. Anders Jacobsen ville dog ikke nøjes med strøgods i Vendsyssel, han ville have en herregård. Derfor nedlagde man fæstegården Knivholt for at lade den genopstå som herregård.
Anders Jakobsen havde ingen arvinger og gården kom nu til at gå i arv blandt Lungeslægtes medlemmer. I 1460 ses det at Anders onkels sønnesøn ridderen, lensmanden og høvedsmanden på Skivehus Oluf Andersen Lunge skrev sig til gården, hvorefter hans søn ridderen Oluf Olufsen Lunge arvede gården.
Oluf Olufsen var gift med Kirsten Engelbrechtsdatter, hvorefter den mandlige gren af Lungeslægten dør ud.
Hvad der derefter skete er det noget vanskeligt at få styr på. Sandsynligvis er gården gået videre i slægten til en brordatter. Der kan dog også være tale om, at flere af Lungeslægtens medlemmer har haft andel i Knivholt på samme tid.
Bag det hele ligger der åbenbart en meget speget arvesag, inden gården ender hos en fjern slægtning Mogens Juel til Hvidstedgård. Han, hans anden kone Inger Markvardsdatter Tidemand og sønnen Mogens Mogensen Juel skænkede flere gaver til Flade kirke.
Jorddrot
Klokken i Flade Kirke
Klokken, som kalder folk til kirke i Flade sogn, er skænket af Mogens Juel den yngre til Knivholt få år før hans død i 1605. Hans navn er indgraveret sammen med klokkestøberens og tallet 161, som antages at betyde 1601.
Mogens Juel skænkede også Flade kirke den smukke prædikestol med træudskæringer i renæssancestil. Den beretter i billeder om Jesu liv og lidelseshistorie, og i et af felterne står giverens navn.
Desværre løb pengekassen tom for Mogens Juel den yngre, og han gik fallit, muligvis under et forsøg på at redde broderen Tyge Eriksens gods Bustrup fra kreditorerne. Operationen lykkedes, men Mogens Juel den yngre døde ugift, barnløs og forgældet.
Den griske jorddrot
Mogens Juel må have lånt penge af Ingeborg Skeel til Voergård - og Knivholt kom til at indgå i hendes dødsbo.
Det er dog ikke Fru Ingeborg der skal være hovedperson i Knivholts historie, men derimod slægten Arenfeldt. Denne adelsslægt nedstammer fra Niels Henriksen Arenfeldt, oprindeligt en ufri mand, altså uden adelsbrev. Han tilkæmpede sig en plads i adelen og opnåede at blive rigets kansler. Niels Henriksens søn Axel Nielsen var hofjunker for Kristian den 2, hvis søn igen var jorddrotten Hans Axelsen.
Fra Ingeborg Skeels død i 1604 og til den endelige arvedeling, gik der næsten ti år, før arvesagerne efterhånden ebbede ud. Den store vinder i spillet blev som nævnt Hans Arenfeldt. Da alle fire arvinger stod hende lige nær, måtte de dele som søskende. Således fik Hans Arenfeldt broderloddet på 2/5, mens de øvrige tre kvindelige arvinger måtte nøjes med hver 1/5. Det paradoksale i afgørelsen var, at det til sidst blev Fru Ingeborgs oprindelige testamente, der blev til et forlig mellem de fire arvinger. Kun ganske lidt fik de ændret. De fik bl.a. ophævet gyldigheden af et gavebrev til Sæby hospital. Det var småpenge, men viser lidt om småligheden. En af de ting der fik retssagen til at trække ud var, at Hans Arenfeldt kom i tanker om, at han også ville arve sin afdøde søsters lod, fordi hun angiveligt var død efter fru Ingeborg. Men den gik ikke. Hele den stakkels Margrethes levned blev oprullet, da de øvrige arvinger stævnede Hans for kongen og rigets råd. Af sagen fremgik det at Margrethe på det nærmeste var udstødt af familien på grund af hendes moralske opførsel. Derfor var hun uadelig og kunne ikke arve. Så Hans måtte nøjes med de to femtedele, der gjorde ham til én af de største jordejere i Danmark.
Godssamleren
Et forsøg på giftmord
Næste led var Niels. Niels Arenfeldt havde fået et noget blakket ry. Først og fremmest fordi han forsøgte at tage sin kone Karen Dyre af dage med gift.
Men der var allerede inden det planlagte giftmord lagt op til en større familie katastrofe. Niels Arenfeldts svigerfader Hans Dyre var kommanderet til Norge som embedsmand, og mens han var bortrejst havde han overladt svigersønnen sine forretninger. Denne tillid brød han ved at undlade at betale svigerfaderens kreditorer, og svigerfaderen måtte sælge noget af sit gods for at komme ud af den pinlige situation, svigersønnen havde sat ham i. Niels forsøgte at påvise at det var svigerfaderen selv, der havde rod i økonomien, men den gik ikke. Deres familieforhold var i det hele taget ret så hyggelige, for et par år senere beklagede Hans Dyre sig til kansleren Christian Friis over svigersønnens mishandling af datteren, hans eneste barn, og hvorledes hun med mange dejlige børn måtte leve i armod.
Om det dog ikke var muligt, at de kunne blive adskilte. Og lejligheden kom, for i 1640 stod Niels Arenfeldt arresteret på Koldinghus tiltalt for flere usømmelige forhold, og Hans Dyre mødte op i retten og anklagede svigersønnen for at have villet forgive datteren.
Hans begrundede anklage havde følgen forhistorie: Engang, de stod for at skulle rejse til Ullerupgaard, havde Niels leveret hendes pige noget hvidt pulver og bedt hende, at hun deraf skulle tage tre knivsægge fulde og komme det i sin frues melgrød, så meget hun på een tid kunne fortære, på det at hun ej skulle dø så hurtigt, men ligge en dag eller fire og pines. Så kunne hendes fader selv bagefter gøre hendes begravelse. Og derefter skulle han have samme omgang.
Det nedrige anslag eller et lignende af samme slags lykkedes imidlertid ikke, fordi både pigen og drengen, som Niels ville købe til ugerningen, i stedet for gik til fru Karen og fortalte hende hvad der skulle gå for sig. Og de stod ved deres vidnesbyrd under Processen i modsætning til to præster, som havde hørt deres angivelse, men i retten ynkeligt hævdede at de ikke havde lagt mærke til, hvad der blev sagt ved denne lejlighed.
Og Niels Arenfeldts benægtelse nyttede da heller ikke, Så meget mindre som der blev fremlagt nogle breve fra ham, hvor udi mange letfærdige forargelige og fast gudsbespottelige ord fremgik. Han blev efter gammel sædvane dømt til at skulle sværge sig fri fra sigtelsen med 12 mededsmænd, og blev på denne måde ikke ene om sin ulykke. For selv om det lykkedes ham at samle de 12 adelsmand, skønt ingen af dem var højættede og enkeltes adelskab tvivlsomme
En hobing hundsfotter, skrattinger og skælmer, kaldte Chr. 4. dem. Og deres ed blev underkendt på herredagen, og de blev alle som en forvist fra landet, sammen med ham selv og hans ældste søn, som også var en af edsmændene.
Chr. 4.s uforgribelige mening havde ellers været, at der var sket hanem, hans børn, slægt og venner en stor nåde, om han havde mistet hovedet for den uhørt ugudelige og mere end barbariske gerning. Der var heller ikke tale om nåde, før Frederik 3. kom på tronen. Da indgav den fattige uforsørgede mand ansøgning om, at måtte se og omgås sine mange fattige sørgende børn, slægt og gode venner og nyde sit fædrene lands jord til at hvile sin ben udi, og det blev ham endelig tilladt at vende tilbage.
Han fik 1669 sit sidste hvilested i Åsted kirke, hvor også hans hustru blev begravet.
Fladstrand
Vendsyssels skønneste
Forestil dig, at du træder ud gennem døren på Knivholt hovedgård en smuk forsommerdag omkring år 1800. Herfra går en bro over voldgraven. Går du over den og drejer til venstre, kommer du gennem en port, dannet af faconklippede trækroner. Den fører ind til et paradisisk landskab.
Foran ligger skoven, der er gravhøje, og bække og åer løber gennem skoven og ender i den lille sø, som udgør en del af voldgraven. Heri kan fiskes karusser, ål og skaller. Drejer du til højre, ser du et pragtfuldt haveanlæg - en lysthave, "som neppe haver Lige i Vendsyssel", som Pontoppidan skriver i 1769. Den er omkranset af en hæk med en faconklippet indgangsport, dannet af trækroner for oven og buskads for neden; vi kunne jo gætte på bøgetræer og buskbom. På langs og tværs i haven er der alléer og gange, som opdeler haven i 4-kantede småhaver, kvarterer kaldes de. Den bredeste allé går midt ned gennem haven og er forsynet med en port af tilklippede trækroner. - Småhaverne er omkransede af lavt buskads, hvori vokser træer, der over indgangene er faconklippede til porte. Det kan have været frugtbuske og frugttræer. Kvartererne på hver side af den førende allé er symmetrisk anlagte. Det kvarter, som ligger nærmest husene, er formet, så kvadraterne danner en cirkel i midten, hvor et lille anlæg med et smukt træ med kuppelformet trækrone danner centrum. - I havens østligste del er småhaverne forsynede med damme, hvori gedder svømmer; det er helt efter bogen fra 1647. Den anbefaler at føre en kanal gennem haven, "hvorudi alle slags Fisk kand haffvis, som der udi til Lyst kand svømme oc leege".
Godssamleren
Otte Arenfeldt havde indlagt sig stor hæder under Den skånske Krig. Her havde han haft flere kommandoer. I 1677 førte han Jægeren, året efter Svenske Løve og i krigens sidste år Fredericus Tertius, der førte mellem 52 og 60 kanoner og dermed et særdeles betydningsfuldt orlogsskib.
Otte Arenfeldt ejede Fladstrand, som Frederikshavn hed før 1819. Byen var sikkert blevet en god forretning, især under opførelsen af den store fæstning med Krudttårnet. Byens befolkning blev hele tiden udvidet, og da Otte Arenfeldt ejede huse og jord, fik han gode indtægter. Der var også andre der fandt ud af, at der skete noget i Fladstrand. Staten lagde sin klamme hånd på en del af byens indtægter ved at flytte toldstedet dertil fra Sæby. Samtidigt forlangte staten konsumptionstold, der var en afgift på de varer der kom til byen fra landsiden, og de såkaldte posekiggerer blev placeret i bomhuse på Søndergade, Nørregade og i Bomgaden, som Vestergade hed dengang.
Indbyggerne var naturligvis kede af at skulle betale fæsteafgifter som på landet, og told som i købstæder uden at de selv kunne eje deres egne huse, og uden selv at have indflydelse på byens styre, så de klagede flere gange og forlangte at få lov til at få købstadsprivellegier. Det lykkedes dog ikke før i 1819. En anden klage havde de dog mere held med. Det var over kirken. Altså Flade kirke, som lå langt væk, og som samtidig var blevet for lille til sognet med Fladstrands udvikling. Denne klage kunne Otte Arenfeldt dog hjælpe indbyggerne med. Otte Arenfeldt forærede plads til kirke og kirkegård og gav materialer og penge til bygningen af Fladstand kirke. Den blev indviet af biskoppen af Aalborg stift den 22. maj 1690. Det var også Otte Arenfeldt der fik oprettet "En dansk Læse- Regne- og Skrive-Skole i Fladstrand.
Otte Arenfeldt var kommandør og Oberst til søs. Han ejede og boede på knivholt under store nordiske krig, samtidig med at Tordenskiold konvojerede korn- og troppetransporter til Staveren i Norge. Otte Arenfeldt samlede gods omkring sig. I slutningen af 1600 tallet købte han såvel Bangsbo, Lerbæk som Skårupgård. Han mageskiftede med andre godsejere, så han fik et pænt samlet gods, hvor han kunne få glæde af fæstebøndernes arbejdskraft. Inden sin død skrev han testamente og delte de tre store hovedgårde ligeligt mellem sine tre sønner, mens datteren måtte nøjes med 10.000 rigsdaler. Som den gode far delte han ligeligt mellem sønnerne, sådan, at de hver fik lige over de 200 tønder hartkorn bøndergods der skulle til, at de alle kunne være skattefrie.
Det var et stort gods Otte Arenfeldt havde samlet. 169 gårde, 102 huse med jord og 14 huse uden jord. Heraf arvede cancelliraad Hans Lorents Arenfeldt Knivholt med 52 gårde og 30 huse med jord. Fortrinsvis i Flade og Åsted sogne. Fordelingen betød også, at hele Fladstrand kom under Knivholt.
Hvorvidt Otte Arenfeldt har brugt sine fæstere, eller de ingeniørtropper, som var med til at bygge det store skanseanlæg omkring Krudttårnet, til at indrette det flere af datidens skribenter kaldte Vendsysselsk skønneste have, må stå hen i det uvisse, men haven var en fantastisk have, nærmest en blanding mellem italiensk renæssance og fransk barok og anlæggelsen må have været en stor ingeniørmæssig kunst.
Tyskertid
Fladstrand sælges
1700 tallet var ikke et godt århundrede for landbruget. Der var ganske vist gode afsætningsmuligheder på det engelske marked, men godsejerne manglede mandskab til at dyrke jorden, og midler til at få bønderne til at producerer mere. Derfor indførtes stavnsbåndet i 1733. Det forhindrede at bønderne kunne flytte fra gods til gods for at få bedre forhold. I midten af århundredet var situationen dog blevet så utålelig, at kongen ophævede censuren for at få nye ideer til, hvordan landbrugsproduktionen kunne øges. Bønderne var vrangvillige overfor det meget hoveriarbejde på hovedgårdene, og godsejerne kunne ikke rigtigt sætte magt igennem til at tvinge bønderne til at bestille mere, uden at bønderne selv fik mere ud af det. Så oprøret lurede i baggrunden. Struense havde dog forsøgt at få styr på hoveriforpligtigelserne. Endnu en af hans upopulære handlinger overfor adelen, som til sidst førte til hans fald, da adelen endelig fandt en undskyldning for at fjerne ham, uden at kongen kunne stille sig imod.
På Knivholt var hoveriforpligtigelsen 113 dage om året. Næsten en tredjedel af året måtte de ca. 40 hovbønder arbejde med kørsel, pløjning, såning, høst samt grøftning med mere. Det vil sige, at godsejeren i gennemsnit havde råderet over 13 man hver dag året rund. Hertil kom et tilsvarende antal karle og piger, så den gennemsnitlige daglige arbejdsstyrke nåede på 25 - 30 personer.
Inden da havde Hans Lorents Arenfeldts enke fru Mette Bille i 1749 solgt hele Fladstrand til købmand Peder Hansen Høyer for 3900 Rd grov Courant og 20 Specie Dukater.
Byen havde omkring 1696; 180 voksne beboere over 15 år, og ved salget var der 92 fæstehuse i byen omkring de to torve. Resten af Fæstegodset måtte dog afvente landboreformen af 1788, hvor landbrugets produktionskrise fandt sin endelige løsning i, at bønderne fik løst deres stavnsbånd og opnåede retten til at købe deres egne gårde. En proces der for Knivholt fandt sted frem til ca. 1850.
De fattiges legat
Inden da var Knivholt solgt til borgerlig side. Idet Mette Bille havde solgt gården til Kommerceråd Christen Jensen og Ellen Marie Olufsdatter. Deres ægteskab var barnløst og derfor indstiftede de i 1756 og 1761 nogle legater. Efter begge ægtefællers død skulle renterne af fundatsens formue tilfalde de fattigste på Knivholt gods, så de hver uge kunne hente 3 rigsdaler. Sognepræsten i Flade sogn skulle fremover påse, at alt gik rigtigt til, og for sin ulejlighed skulle han have 4 rigsdaler årlig. Legatet fra 1761 tilfaldt skolelederen i Flade, så han kunne undervise børnene gratis. - Møenboes må have kendt oplysningstidens krav om viden - eller måske pietismens behov for bibellæsning for alle!
H.C Andersen
Forfatteren H.C. Andersen
Efter Møenboe ejede først Jens Madsen Rosborg, dernæst dennes søn Christoffer Madsen Rosborg gården, inden den blev solgt til Overauditør Carl Vilh. Uldall.
Under sit besøg på Børglum Kloster hos godsejer Chr. Michael Rottbøll mødte H.C. Andersen Julie Wilhelmine Uldall, en søster til Chr. Michael Rottbøll. Julie Wilhelmine var gift med Carl Vilhelm Uldall, der ejede Knivholt. Familien boede dog ikke på gården, men på gården Constantia, der lå på købstadens markjorder, dér hvor Frederikshavn sygehus ligger i dag.
Her opholdt forfatteren H.C. Andersen sig under sin lange jyllandsrejse i 1859. H.C. Andersen oplyser i sin dagbog, at familien Holstein boede på gården Knivholt. Frode Hjalmar v. Holstein. Født i 1809 og død i 1878. Han var gift med en datter af Carl Wilhelm Uldall. Han var toldforvalter i Frederikshavn og havde desuden titler af kaptajn og kammerjunker. Holstein var formuende og familien holdt et stort hus. Han forfattede i 1859, en plan til udnyttelse af store Vildmose og fik i 1862 nogle englændere interesseret i planen. Men samme år blev han suspenderet og arresteret for kassemangel og blev senere afskediget. Efter Holsteins fallit opløstes hjemmet og Marie Holstein flyttede på Knivholt, mens Holstein vist nok fik arbejde på en højskole.
Kroejeren
Efter faderen arvede Fritz Peter Adolph Uldall gården, hvorefter den solgtes til N. Rasmusen, inden den endte hos C.G. Frederiksen. Han havde solgt Hjallerup kro, med dens markedsrettigheder for at kunne købe Knivholt. Under ham og hans børn og børnebørn hørte Knivholt, indtil Frederikshavn kommune hel overtog gården for få år siden.
Med kommuneudvidelserne i 1939 og 1970 rykkede Frederikshavn meget tæt på den gamle herregård. Befolkningsprognoserne viste, at Frederikshavn ville vokse til mere end 60.000 beboeren i 1985. Derfor købte kommunen en stor del af Knivholts jord, som så kunne ligge i reserve til den store befolkningsstigning, som dog aldrig kom. Efterhånden skrumpede herregårdens areal ind. Først med frasalget af bøndergodset i 1800 tallet, og med udstykningen af husmandsbrugene på Knivholt mark i begyndelsen af dette århundrede, inden industri og supermarkeder indenfor de sidste 20 år har klistret sig op ad fredskoven der omgiver Knivholt.
Tyskertid og flyveplads
Knivholt har været besat af både tyskere og svenskere flere gange i historiens forløb. Sidste gang var under besættelsen 1940-45. Her indrettede tyskerne en nød- og træningsflyveplads omkring den gamle gård. Skoven blev brugt som flyverskjul, hvor endnu to gamle hangarer står i skovbrynet mod øst. Desuden findes der inde i skoven fundamenter fra vagttårne, og på markerne var der tankgrave og minefelter, så det var umuligt at dyrke jorden. Flyvepladsen fortsatte efter besættelsen, hvor bl.a. den berømte luftfotograf Perch havde sit hovedkvarter her. Men også svæveflyveklubben holdt til her indtil Vendsyssel satsede på Sindal Flyveplads og svæveflyverne blev forvist til gården Ottestups marker. I øvrigt på Arenfeldternes gamle jord ved Sæbygård.
Her slutter den foreløbige histore om Knivholt, men der skrives jo hele tiden historie. Ja selv i disse timer hvor dette bliver forfattet skriver vi historie. Følg med på hjemmesiden og følg med i vores mange spændende projekter på Knivholt.
Kommunen købte gården i 1988 - siden 1995 er gården drevet som selvejende institution med en bestyrelse. Knivholt har igennem årene udviklet sig til en kulturinstitution i Frederikshavn kommune og er hele tiden i udvikling. Skulle I efter denne spændende histore - have fået lyst til at opleve stedet ved selvsyn, så kig forbi. Hvis I ønsker en rundvisning er I velkomne til at kontakte os.
